Varme West Ham tæmmede mestrene
West Ham har efter en shaky start været i forrygende form i løbet af de sidste par uger, og havde forud for dagens opgør etableret sig på en fornem fjerdeplads i tabellen. Hjemmeholdet kom da også klart stærkest ud af starthullerne, og skabte tidligt i kampen et par sporadiske muligheder, mens Manchester City forblev farlige på kontrastød.
Efter godt og vel tyve minutter kom forløsningen for hjemmeholdet. En velspillende Alex Song sendte Enner Valencia igennem dybt, og han satte problemfrit Eliaquim Mangala af, inden han med et klodset indlæg fandt en helt blank Morgan Amalfitano inde foran, og derfra var en form sag for franskmanden at trille læderet i kassen, og bringe hjemmeholdet i front. Stewart Downing burde kort efter have gjort ondt værre for gæsterne, da han fri under mål headede bolden over overliggeren, og West Ham fik et par tilbud mere før pausen, men kunne ikke kapitulere.
Efter pauseteen var gæsterne meget bedre med, og skabte konstant problemer for hjemmeholdets defensiv. Sergio Agüero var med i det meste, og midtvejs i anden halvleg burde han tæt under mål have udlignet føringen, men argentinerens afslutning prellede af mod overliggeren, og Adrian nappede returen. Kort efter bankede Yaya Toure også læderet på opstanderen, og en udligning syntes uundgåelig.
Diafra Sakho og West Ham ville det dog anderledes i den anden ende, og få minutter senere slog hjemmeholdet en kontra, der på fornem vis blev afsluttet af formstærke Diafra Sakho, der pandede bolden i målet, selvom Joe Hart var milimeter fra at pille den. Scoringen var Sakhos sjette i træk i Premier League-sammenhæng, og dermede lignede det tre point til hjemmeholdet, men ikke mange sekunder senere bragte den spanske stjerne David Silva igen spænding i opgøret, da han først tørrede et par modspillere, inden han med en fornem afslutning krøllede bolden ind forbi en sagesløs Adrian i West Ham-buret.
Manchester City fortsatte presset efter reduceringen, men havde svært ved at nå frem til afgørende chancer, men mod de døende minutter brændte det på. Både Stevan Jovetic og Aleksandar Kolorov forsøgte sig fra distancen med kvalificerede afslutninger, men mere blev det ikke til for de forsvarende mestre, og dermed sikrede West Ham sig endnu en stor skalp, og tre point til samlingen. Med nederlaget kan Manchester City være otte point efter Chelsea mod slutningen af weekenden, såfremt det lykkedes Jose Mourinhos tropper at slå bysbørnene fra United på Old Trafford.