Afsløring: Ancelotti ville have Gerrard
Carlo Ancelotti stod i spidsen for AC Milan fra 2001 og frem til 2009, hvor han blandt andet vandt Champions League to gange med den italienske klub. I den tid prøvede han også at sikre sig en af de største, hvis ikke den største Liverpool-legende, Steven Gerrard.
Han forklarer nu, hvorfor han ville hente den nu 34-årige midtbanegeneral.
– Gerrard er en leder. En fantastisk spiller, som har været den vigtigste for Liverpool. Han er som en Paolo Maldini, bare i Liverpool, siger Ancelotti til The Sun og fortsætter de rosende gloser:
– Han er en af de spillere, jeg ville have elsket at træne. Jeg tænkte på ham mange gange, da jeg var træner for AC Milan, men det var umuligt at hente ham, fordi han var så tæt med Liverpool. Vi havde givet udtryk for, at vi ville have ham, men hans og Liverpools bånd var ikke til at bryde.
– Jeg kan ikke huske det præcise årstal, men vi forhørte os hos Liverpool. Selvfølgelig ville jeg parre ham og Andrea Pirlo, det ville have været en fantastisk kombination. Hvis jeg havde fået de to sammen på midtbanen, havde det været verdens bedste midtbane, siger den 55-årige manager til slut.