Carragher: Blind bliver en nøglespiller
24-årige Blind har fået en fin start i Manchester United, hvor han siden skiftet fra Ajax Amsterdam har spillet fire kampe i Premier League. En start med gode takter, som har imponeret Sky Sports-eksperten Jamie Carragher.
– De store tests bliver selvfølgelig, når United møder Chelsea, Manchester City, Arsenal og Liverpool over den næste måned eller to. Men Blind har indtil nu set meget dygtig og elegant ud på bolden. Han er blevet bragt ind på holdet for at gøre det, som Nemanja Matic gør så godt i Chelsea – ligge dybt og tilbyde beskyttelse til de offensive spillere foran ham – man kan se, at han er en meget klog spiller.
– Han ser rigtig god ud. Hans far, Danny, var også en meget intelligent spiller, som havde en god forståelse af spillet. Han kunne også arbejde i midterforsvaret i stedet for på midtbanen og det ser ud til, at Daley har suget meget af den intelligens til sig og det er en stor fordel. Han bliver vigtig for dem i den kommende tid.
Manchester United spiller den næste kamp på mandag, når man møder West Bromwich på The Hawthorns.