Bale kunne været blevet solgt for £5 millioner
Tilbage i 2008/09-sæsonen, et år efter Spurs hentede Bale til klubben for £7 millioner, skiftede Martin Jol til Hamburg. Den tidligere Spurs-træner hævder, at Daniel Levy spurgte ham, om han ville have waliseren med sig til den tyske Bundesliga.
– Jeg kunne straks se hans potentiale, men andre personer kunne ikke se det så tidligt i hans karriere. Det førte til, at Spurs tilbød Bale til mig, da jeg tog til Hamburg, siger Jol ifølge The Sport Bible.
Jol har fortalt TalkSport, at han gerne ville tage imod tilbuddet om at bringe Bale med sig til Tyskland, men den tyske klub kunne ikke skrabe penge nok til at betale summen for kantspilleren.
– Vi skulle betale mange penge for at få ham – omkring fem eller seks millioner pund, hvilket vi ikke kunne på det tidspunkt. I stedet spurgte jeg Daniel Levy, om det var muligt at leje ham, men det var ikke en mulighed.
Det er helt utroligt, at en spiller kunne blive sat til salg for £5 millioner for så blive solgt for £85 millioner fire år senere, men ikke desto mindre er det sådan, Martin Jol fortæller historien.
– Ja, Hamburg kunne have købt Bale for £5 millioner. Han kunne ikke holde på holdet der, så Spurs tilbød ham til andre klubber, slutter Jol.