Liverpool-indkøb: Valgte Liverpool fremfor Bayern
Da Emre Can i sommeren 2013 skiftede Bayern München ud med Leverkusen, fik Bayern inkluderet en tilbagekøbsklausul i Cans kontrakt. Alligevel valgte tyskeren et Liverpool-skifte denne sommer.
– Bayern havde en klausul om at købe mig tilbage, men den ville ikke træde i kraft før til næste år, fortæller Emre Can til Liverpool Echo.
– Der var nogen samtaler med Bayern i sommer, men jeg bestemte, at det bedste for mig ville være at komme til Liverpool.
– Før jeg kom til klubben, snakkede jeg med Brendan Rodgers, og det var afgørende. Klubben er meget ambitiøs og har en positiv tilgang til spillet, hvilket stemmer overens med den måde, jeg ønsker at spille fodbold. Jeg ønsker at blive i Liverpool længe.
Emre Can fortæller, at Liverpool-legenden, Sami Hyypiä, har spillet en stor rolle i hans udvikling.
– Situationen i Bayern var, at jeg ikke fik meget spilletid og som ung spiller, vil du spille. Leverkusen ville have mig, og jeg greb chancen. Sami Hyypiä, som jeg ved, er en legende her (i Liverpool, red.), gav mig chancen, og jeg er glad for, at jeg tog skridtet.
– Man ved aldrig, hvad der sker i fodbold, men nu er jeg her, og jeg er fast bestemt på at gøre det godt i Liverpool, slutter Can.
Den tyske U21-landsholdsspiller nærmer sig comeback efter en skadeperiode. Han forventes at være klar til næste Premier League-kamp mod QPR.