Chido Obi kan skrive historie
Chido Obi har indtil videre tre førsteholdskampe for Manchester United, og på søndag kan danskeren skrive historie mod sin tidligere klub.
Der venter et opgør i Premier League mod Arsenal, og her er den 17-årige dansker i spil til en startplads.
Manchester United spillede torsdag aften mod spanske Real Sociedad i Europa League, og det tærede på kræfterne hos de involverede spillere.
Chido Obi er ikke registreret til Europa League-truppen og fik sig derfor en friaften, og derfor er han formentlig den mest friske angriber i truppen hos Manchester United.
Hvis han får en startplads på søndag, vil han slå rekorden som den yngste dansker til at starte inde i en Premier League-kamp.
– Vi skal overleve på søndag. Holdet var så træt i de sidste 20 minutter. Vi skal forberede os til søndag, og så må vi tænke på denne vigtige kamp i vores sæson på torsdag.
– Alle kan starte. Hvis de træner i morgen (fredag, red.) eller hvis de spillede i dag (torsdag, red.), kan de være klar. Chido er på listen, så han kan spille.
– Vi forsøger at se alle de spillere an, som er friske og ikke i risiko for at få en skade. På trods af det skal vi risikere lidt for at være konkurrencedygtige på søndag, siger Rúben Amorim ifølge Manchester Uniteds hjemmeside.
Rasmus Højlund spillede fuld tid torsdag aften mod Real Sociedad, hvor danskeren igen ikke fandt vej til netmaskerne. Det er nu 19 kampe på stribe, hvor han ikke har scoret for Manchester United.
Til gengæld formåede Joshua Zirkzee, som spillede 87 minutter, at score for den engelske storklub, der fik 1-1 med fra Baskerlandet.
Læs også: Thomas Frank modtager gode nyheder
Europa League er Manchester Uniteds eneste chance for at vinde et trofæ i denne sæson, og det en sejr i turneringen kan også være klubbens eneste mulighed for at spille europæisk fodbold næste sæson.
Vinder Manchester United turneringen, skal klubben spille Champions League i næste sæson.






