Rørt Ronaldo: Manchester United er min familie
Fra 2003 til 2009 optrådte den portugisiske enfant terrible Cristiano Ronaldo på kanten for Manchester United med stor succes, men fansene i den røde del af Manchester har endnu ikke glemt verdensstjernen, selvom det er mere end fem år siden han forlod klubben.
Således viste fansene deres desperation efter at få portugiseren tilbage, da de i weekenden fik fløjet et banner ind over Villarreal-hjemmebanen El Madrigal, hvor Cristiano Ronaldo var på besøg med Real Madrid, hvorpå de bad Ballon d'Or-vinderen "komme hjem" til Manchester.
Cristiano Ronaldo har siden da udmeldt, at han godt så banneret, og erklærer sig desuden rørt over, at fansene stadig har en stor kærlighed for ham.
– Jeg er rørt over, at de stadig har så høje tanker om mig, men jeg vil gerne understrege, at jeg er meget glad i Real Madrid, bliver den målfarlige kantspiller citeret for af den Madrid-baserede avis, Marca, inden han dog slår fast, at han ikke har intentioner om på nuværende tidspunkt at forlade Real Madrid.
– Jeg har altid sagt, at jeg har en familie i Manchester, men lige nu er jeg glad her, og vil gerne blive i klubben, afslutter han ifølge Marca.
Cristiano Ronaldo, der har kontrakt med den spanske kongeklub til sommeren 2018, har på nuværende tidspunkt scoret uhyggelige 266 gange i 256 kampe for Real Madrid. Rekordholderen i klubben er Raul, som har scoret 323 gange gennem sin storhedstid.