Medie: Liverpool to uger fra at hente klassekeeper
Formen er ikke god for Liverpool, der har skuffet massivt i sæsonstarten ovenpå sidste års succes, og blandt kritikpunkterne har specielt keeperen Simon Mignolet været. Flere eksperter og tilhængere mener, at den belgiske keeper ikke har niveauet til den engelske storklub, og nu kan en erstatning muligvis være på trapperne.
Således meddeler The Express denne aften, at Liverpool i løbet af de næste to uger håber på at kunne præsentere den tidligere FC Barcelona-keeper, Victor Valdes, der ifølge mediet vil gennemføre et lægetjek med Merseyside-klubben efter den forestående landskampspause.
Victor Valdes var af mange tippet til at skifte til AS Monaco denne sommer, men en alvorlig korsbåndsskade fra sidste sæson satte en stopper for dette skifte, og siden da har Valdes været i træningslokalerne, for at blive klar ovenpå den alvorlige skade.
Simon Mignolet har været fast mand hos Liverpool siden sommeren 2013, hvor man hentede ham hos ligarivalerne Sunderland, men såfremt rygterne viser sig at tale sandt kan belgieren nu se frem til seriøs konkurrence om pladsen i buret for The Reds.