Martinez: Ser slemt ud med Mirallas
Kevin Mirasllas måtte udgå, da Everton og Liverpool spillede 1-1 lørdag og det ser ikke godt ud med belgierens skade
Mirallas udgik efter godt en halv times spil, da han måtte bæres fra banen i Evertons remis med bysbørnene fra Liverpool. Det var en forstrækning i baglåret under et højintenst løb, der satte Mirallas ud af spillet.
Medierne har indtil nu sagt, at Mirallas er ude i fire-seks uger og selvom manager Roberto Martinez ikke er eksakt, så afslører han, at det ser skidt ud med kantspilleren.
– Vi har fået foretaget en del scanninger og fortsætter i dag med endnu flere. Det er ikke en enkel diagnose, der er flere aspekter. Det vi kan sige er, at det tegner ikke så godt. Vi skal sørge for, at vi har styr på det. Det er ikke normalt, at Kevin mærker noget på den måde og må udgå af en kamp, siger Martinez til Evertons hjemmeside og fastslår:
– Når det sker, så ved vi, at det er noget alvorligt.