Brian Riemer reagerer på Patrick Dorgus skifte
Den danske landstræner hylder Patrick Dorgus skifte til Manchester United, men pladsen på landsholdet kommer den 20-årige dansker ikke sovende til.
Det er én af konstateringerne fra den 46-årige tidligere Brentford-assistent, Brian Riemer.
– Når en lille nation som Danmark får en spiller til Manchester United, så skal vi altid glæde os over det. Når man tager til de store adresser og destinationer, så følger der også et pres med. Men det er jeg sikker på, at Patrick er bevidst om og klar på, fortæller Brian Riemer til TV 2 Sport.
Det er dog langt fra en selvfølgelighed, at man kommer til at optræde i nationaltrikoten – bare fordi du er skiftet til en engelsk storklub. Det understreger Brian Riemer.
– Du kommer ikke på landsholdet, fordi du spiller i Manchester United. Du kommer på holdet, fordi du er en god fodboldspiller, og så er det mit job ikke at blive for farvet af klubberne, slår landstræneren fast og uddyber:
– Selvfølgelig kan adressen gøre dig bedre. Du træner hver eneste dag med rigtig, rigtig dygtige spillere, og du spiller, som nu i Patricks tilfælde, i verdens bedste klubturnering. Så kommer du automatisk op i et højere gear, og det giver dig en lille fordel i forhold til spillere, der ikke gør det.
Patrick Dorgu skal med stor sandsynlighed spille igen for The Red Devils, når de søndag tager turen fra Manchester til London. Her venter Ange Postecoglous kriseramte Tottenham.
Øverst i artiklen kan du høre den danske landstræner udtale sig om Jesper Lindstrøm, der lige nu er udlejet til Everton fra Napoli.
















