Sammenligner Patrick Dorgu med stor stjerne
Manchester United er på nippet til at hente danske Patrick Dorgu fra Lecce, efter at en aftale er indgået mellem de to klubber.
The Reds har gjort det til en prioritet at hente en ny venstre wingback i løbet af indeværende transfervindue efter en udfordrende begyndelse for Rúben Amorim i trænersædet på Old Trafford.
LÆS OGSÅ: Arsenal vil handle i Bayern München
Skader har gjort, at klubben er tyndt besat på positionen. Luke Shaw har haft problemer med skader, mens Tyrell Malacia først for nylig vendte tilbage til træningsbanen efter 17 måneder udenfor.
Lecces danske back blev hurtigt det foretrukne transfermål hos United, efter at han imponerede talentspejderne i den forgangne sæson. Den danske landsholdsspiller er en alsidig, offensivt orienteret løsning, der passer godt ind til Amorims system.
Mange af Uniteds tilhængere kender dog ikke Dorgu på forhånd og er spændte på at se, hvad danskeren bringer til bordet.
Nu kan en af Dorgus snart forhenværende holdkammerater hos Lecce, Nikola Krstovic, oplyse alle om, hvad man skal forvente at se fra Patrick Dorgu.
Han sammenligner den 20-årige dansker med Theo Hernandez fra AC Milan, der regnes som en af de bedste venstre backs i hele Europa.
– Dorgu er en smule som Theo (Hernandez, red.), selvom Dorgu angriber mere.
– Han er en utrolig spiller, når man tænker på, at han kun er 20 år. Han bliver bedre hver eneste dag. Han ved, hvordan man spiller på adskillige positioner; oppe foran, i bagkæden og i højre side.
– Jeg vil ikke være overrasket, hvis han også kan spille som målmand. Spøg til side, han er en meget god spiller, lyder det fra Krstovic i et interview med La Gazzetta dello Sport.
Patrick Dorgu ventes at rejse til Manchester torsdag, hvor han vil gennemgå det obligatoriske lægetjek forud for skiftet, ligesom han her vil skrive under på de bindende papirer.



















