Kommentar: Hvad laver du, Van Gaal?
Jeg hedder Mikkel Lund Køhler og er medstifter af Plbold.dk. Siden jeg for første gang så lyset, har jeg med modermælken fået Liverpool FC ind. Med Liverpool FC kom noget, som mere og mere tydeligt, har en stor plads i mit hjerte – kærligheden til fodbolden. Det lyder som en kliché, det er det også.
Jeg er den heldige ejer af en stor samling af bøger om fodbold. En af dem, som jeg er mest glad for, er (overraskende nok) Sir. Alex Fergusons Mine Erindringer. I bogen reflekterer fodboldkoryfæet Ferguson over sin tid som Manchester United-manager, hvilket ved læsning parralelt med en Premier League-sæson, sætter mange aktuelle diskussioner og tendenser i perspektiv. Specielt ét afsnit i bogen leder mig hen på Louis Van Gaal-sporet – Årgang 92.
Jeg har ikke tænkt mig, at bruge tiden på at forklare om Årgang 92. Er man Manchester United-fan, så taler ordene med den tocifrede endelse for sig selv. Er man almen fodboldkyndig eller en person, der kan lide at følge med i tilværelsen, så siger navnene det hele; Paul Scholes, Nicky Butt, Gary – og Phil Neville, Ryan Giggs og David Beckham. Uniteds store stolthed igennem de sidste årtier udspringer af egen talentmasse. Kulturbærerende, britiske spillere, som med Manchester United-DNA'en skal danne rammen om ethvert United-hold. Sådan skulle det fortsætte, det var planen, hvorfor ikke? Louis Van Gaal sagde fra begyndelsen af sin regeringsperiode på Old Trafford, at de unge spillere ville få chancen, så selvfølgelig ville de skrevne sider i Sir. Alex' bog blive gjort ære.
– Barcelonas næste bølge var ikke bedre end vores. Overhovedet ikke. Thiago var på niveau med Welbeck og Cleverley, men resten var der ingen grund til at frygte, sådan skriver Sir. Alex i sin bog og netop derfor, så var transfervinduet i sommeren 2014 en chokerende oplevelse som fan af det smukke spil.
Financial Fairplay er det nye hjertebarn hos UEFA. En fodboldklub skal helst ikke bruge mere end den tjener – simpel logik i en hvilken som helst anden virksomhed, men ikke i fodboldens verden. Nu er det dog slut med overdreven frås – City er allerede blevet straffet, men at Manchester United af alle skulle komme til at ligge på grænsen af disse regulationer, lå ikke i kortene. Klubberne kører ikke med åben økonomi i den forstand, men sagens kerne er, at man valgte at sælge 23-årige Danny Welbeck på transfervinduets sidste dag, for at at bringe angriberen Radamel Falcao til klubben. Ifølge rygterne, så har man nøjedes med at leje Falcao for resten af sæsonen, eftersom et permanent køb af spilleren, ville føre klubben på skrålplan med UEFA-regulationerne. Hvad sker der…?
Danny Welbeck er en ung spiller. Han er fantastisk imellem felterne, hvor han især i kombinationspillet er fremragende. Bevares, unge Danny er ikke jordens bedste afslutter, men for at retfærdiggøre det, så er han næsten altid blevet placeret udenfor sin komfortzone, som egentlig er som spidsangriber – kunne det mon tænkes, at lynhurtige Welbeck kunne lave en 'Sturridge', hvis Van Gaal viste den unge mand tillid og placerede ham i 9'er-rollen – eller i det mindste som den ene af to angribere? Dét tror jeg. Sådan gik det ikke. Welbeck skal spille hos ligarivalerne fra Arsenal, hvilket er en katastrofe af – og for United i mine øjne. Tom Cleverley smuttede også: dette på en lejeaftale til Aston Villa med en fast købsoption. Nogle vil måske sige, at det er udmærket af United, at man skiller sig af med Cleverley, andre som jeg selv til sige, at det er synd, at han ikke fik flere chancer i den røde trøje. Væk er de, i stedet skal nye kræfter som Ander Herrera, Angel Di Maria og Radamel Falcao løfte arven i Manchester United.
Og hvad er problemet så i det? Jo.. Først og fremmest, så er jeg helt grundlæggende bange for, at Van Gaal ser for lidt proces og for meget resultat. Proces, nok det mest forhadte ord i fodboldens ordbog – ikke desto mindre, så blev Rom ikke bygget på én dag, det gjorde Amsterdam heller ikke og det virker på mange måder til, at Van Gaal vil se resultater i første sæson – klart, man behøver ikke at ende udenfor top-seks igen, men måske er det fair at sige, at man tager en lille bid og især på en spillemæssige front, genetablerer den positive stemning i klubben. For mig at se, så er en af de vigtigste ting i den proces, der er svær at få øje på, at finde en kerne – en kerne af spillere, der tegner fremtiden hos Manchester United. Lejeaftaler på et år og salg af klubbens mest lovende, unge angriber, er ikké vejen dertil… Derfor tænkte jeg mere end en gang d. 2 september; Hvad laver du, Van Gaal? Hvad tænker du på og hvis du tænker på noget, hvorfor tænker du så sådan?
Nu skal vi selvfølgelig heller ikke gøre Louis Van Gaal dummere end han er. Han er en fabelagtig manager med store resultater i bagagen, han oser af autoritet og hvis han peger på sit ur, så skal dommeren nok lægge tid til. Det store spørgsmål er, i hvilken retning United bevæger sig? The Telegraph skrev den 7 september 2014, at Manchester Uniteds plan var at købe mindst én stor spiller pr. år. Om det er en parodi efter et ekspansivt transfervindue, eller om det til min store skræk er sandheden, det må tiden vise, men hvis det er sandt, så er det sørgeligt, meget sørgeligt.
I min optik, så tyder alt på, at man tænker i én bane; Resultater. Tre point. Lad os opstille en hypotese: Manchester United har pr. 30 august 2014 spillet tre kampe i Premier Legague – man har startet sæsonen med tre flotte sejre. 9 point på kontoen. Ville man så virkelig have solgt Welbeck og Cleverley for at leje en stjernedyr Monaco-spiller? Det nægter jeg at tro på! Specielt fordi, at det af alle positioner, nok ikke var angrebet man burde forstærke sig i. Forsvaret har lignet noget, som var løgn. Hvis det er rigtigt, så er frygten for resultatliderlighed sand.
Biksemadsteorien siger, at hvis man blander nok gode ting sammen, så bliver det godt – måske er det dét, som Ed Woodward og Van Gaal er nået frem til. Falcao, Di Maria, Van Persie, Rooney og Mata… En offensiv farvelade med flødeskum på toppen.Tjo, det lyder som en cremet og spiselig ret. Men fungerer det i praksis. Time will tell. For mig, der lyder det mere som den slags kage, der kun er god i første mundfuld.
På min tankestrøm igennem det her, kan jeg ikke lade være med at betvivle min egen habilitet? Tager jeg fuldstændig fejl, eller skulle Van Gaal have gjort noget helt andet? Derfor tog jeg en snak med Casper Heiselberg, som er Die Heart Manchester United-fan og stifter af sitet www.oldtrafford.dk. Casper satte disse ord på sommerens indkøb og de påståede identitetsproblemer i Manchester United:
– Det er superærgerligt som Manchester United-fan, at se klubben skille sig af med Danny Welbeck og Tom Cleverley. Selvom sidstnævnte kun er på udlån, så skinner det igennem, at hans tid i Manchester United er slut. Det er ærgerligt, da de begge er to spillere, der vel om nogen har kunnet kalde sig Manchester United-spillere. De har spillet i klubben i hele deres opvækst, så det ville være to produkter man kunne være stolte af.
Jeg mener dog på ingen måde at transfervinduet bærer præg af, at Manchester United ikke længere fostrer egne talenter. Class of 92 var en unik årgang. Den ville man nok aldrig se igen alligevel. Louis van Gaal har allerede i denne sæson givet debut til flere unge spillere og Manchester United er den klub i Premier League der har registreret flest "homegrown" spillere; Så jeg vil ikke sige, at Manchester United har mistet noget på den front.
Samtidig er de nye spillere købt for penge som klubben selv har tjent. I modsætning til konkurrenterne, så har Manchester Uniteds ejere ikke postet penge i klubben. Istedet kan dette lade sig gøre på trods af, at ejerne har kostet klubben over 7 milliarder kroner siden deres køb i 2005.
Casper Heiselbergs vise ord fører mig videre i mine tanker. For ja, det er da helt rigtigt at Van Gaal har givet debut til mange unge spillere. Tyler Blackett, Reece James og Michael Keane er eksempelvis tre unge forsvarsspillere, der har tegnet takterne for Uniteds fremtid fra sæsonens start, men hvad har alternativerne lige været her? Ingenting. Skaderne er haglet ned over Uniteds bagkæde og nu hvor Johnny Evans og Chris Smalling igen er ovenpå, så har man udlejet Michael Keane til Burnley. Jeg synes mere, at Van Gaals debut til unge spillere bærer præg af mangel på muligheder, end en lyst til at udvikle fremtidens United-spillere. Om nogen, så havde landsholdsspilleren Welbeck en stor fremtid i Manchester United, at et lejemål så skulle erstatte ham det næste års tid, det siger for mig, desværre en del..
Alex Ferguson har altid arbejdet meget med mantraet En rigtig Manchester United-spiller. Man har også hørt 6-erens ekspert (som også er United-fan) Morten Bruun nævne udtrykket. Jeg kan huske, at han engang sagde, Chris Smalling, er han en rigtig Manchester United-spiller? Der er da noget majestætisk over det, dét kan alle se, høre og fornemme. Derfor kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvorvidt Van Gaal og hans hold af scouts enten er verdens bedste, eller om de mon har købt en spiller eller to i transfervinduet, som på trods af åbenlyst talent, ikke er rigtige Manchester United-spillere? Jo jo, de bærer den røde trøje, men har de mentaliteten? Forstår de, at en fodboldkamp varer 90 minutter (PLUS Fergie-time) – har de hjertet til at blive den næste King of Stretford End. Jeg er ikke overbevist og jeg er bekymret på en stor fodboldklubs vegne.
Vi havde på trænersiden Brian McClair, Mick Phelan, Paul McGuiness, Jim Ryan og Tony Whelan. De var alle United-spillere eller udlært fra akademiet. Jeg ønskede at styrke disse områder. Clayton Blackmore og Quinton Fortune bidrog også på udviklingssiden – Sir. Alex Ferguson
I Manchester United har man altid gået op i, at uanset om en spiller, der havde været i klubben nåede helt til tops eller ej, så kom de ikke kun ud med den bedste fodbolduddannelse, men også som hele mennesker og som lærlinge af livet; med den mangel på respekt, som jeg synes der udvises for produktet af Uniteds akademi, så kunne man frygte, at der gik inflation i værdierne. Hvis det er med dén baggrund, at hele den engelske presse kalder til identitetskrise på de indre linjer i klubben, så har de måske fat i noget….
OK. Så har Manchester United mistet deres identitet fuldstændig? NEJ. Selvfølgelig har de ikke det. Der skal langt mere til. Når det er sagt, så er det måske fair at sige, at de famler lidt efter en retning og dét er problematisk. Det er for mig et synligt tegn på problemer, når Manchester United ovenpå kritikken fra folk som Paul Scholes og Jamie Carragher, føler et behov for, (offentligt) at forsvare deres handlinger og deres manager – hvorfor ikke bare vise vejen i stedet for at forsvare sig ved at stikke hovedet ind i en rasende mediestorm? Det ligner ikke United, det er et sygdomstegn. Husk lige på, at i har at gøre med et sted, der er så professionelt og helt sit eget, at man som journalist skal bære sikkerhedssko, når man skal lave interviews med klubbens kronjuveler.
Måske er United på vej ind i en proces, der bare ikke er klar for mig. Måske er det meningen, at fremtidens United skal bygges af dyrtkøbte stjerner – ikke som supplement, men til fordel for egen talentmasse. Hvad er der så galt i det? Måske ingenting, hvad ved jeg? Jeg kan bare konkludere, at når jeg ser videoklippene af en 12-årig Danny Welbeck, i sin røde træningsdragt, der i 2003 lærer Zidane-finten af Ruud Van Nistelrooy på Uniteds akademi, så bliver jeg trist af at tænke på, at han blev fravalgt denne sommer.
Tillykke til Arsenal, der har sikret sig en lovende spiller og til Van Gaal; Jeg håber, at du i aften – og kun i aften, brænder overlæben på din kaffe.
Krijgen het samen, Louis!
Har du en anden holdning til tingene? Lad mig endelig høre om den i kommentarfeltet herunder!