Stor nedtur for Højlund og Eriksen
Rasmus Højlund blev flået ud af den seneste Premier League-kamp, og nu starter danskeren ude mod Brighton.
Rúben Amorim har valgt de startende 11 til opgøret på Old Trafford. Her er det i stedet Joshua Zirkzee, som starter på toppen.
Læs også: Amorims stjernestopper kan skifte til Bayern München
Også Christian Eriksen starter igen ude for Manchester United, selvom han leverede en genial assist senest. Her kom midtbanespilleren ind og var med til at vende opgøret mod Southampton på hovedet.
Igen er det dog Kobbie Mainoo og Manuel Ugarte, som er blevet foretrukket på den centrale midtbane.
Alejandro Garnacho glider samtidig ud af startopstillingen igen. I stedet er Amad Diallo rykket længere frem på banen, mens Diogo Dalot er tilbage igen.
I forsvaret får Lisandro Martinez en sjælden plads på bænken. Matthijs De Ligt, Harry Maguire og unge Leny Yoro udgør den centrale stoppertrio.
Der er kampstart på Old Trafford klokken 15.00. Her jagter Brighton endnu en sejr. I de seneste to sæsoner har The Seagulls således vundet på Manchester Uniteds hjemmebane. På det seneste har Brighton dog været i dårlig form.
Manchester United er også favorit til opgøret, som Jesper Simo og Allan Kuhn kommenterer for Viaplay.
Højlund må tænkes at komme ind på et tidspunkt, og det samme kan være tilfældet for Eriksen.



















