Liverpool skrev historie mod Brentford
Siden Opta begyndte at registrere data i 2003, har et udehold i Premier League aldrig haft så mange afslutninger, som Liverpool lørdag havde mod Brentford.
Hele 37 styks for at være præcis.
Alligevel skulle The Reds frem til overtiden, før det lykkedes for dem at score. Darwin Nunez sparkede Trent Alexander-Arnolds tværbold i kassen til 1-0, og to minutter senere cementerede angriberen så sejren på Liverpools afslutning nummer 37.
Det var nu ikke, fordi Mark Flekken skulle flyve rundt i Brentfords mål. For kun otte af de 37 afslutninger ramte kassen, mens 14 røg forbi, og 15 blev blokeret. Til gengæld blev hele 28 af afslutningerne taget inde i feltet.
Liverpool nåede en xG på 3,40.
Foruden de mange skudforsøg havde Liverpool 15 hjørnespark.
I statistikken for hele sæsonen er Arne Slots mandskab dog fortsat overgået af Manchester City, som har registreret 17,29 afslutninger per kamp, 0,34 flere end Liverpool, hvis xG per afslutning imidlertid kun ligger under Brentfords.
Liverpool fører ligaen i både afslutninger indenfor rammen, xG og mål scoret.
Og vigtigst af alt fører mestrene fra 2020 Premier League, nu med seks point til Arsenal, der tilmed har spillet en kamp mere.
Læs her vores transferblog, der blandt andet fortæller historien om en utilfreds Liverpool-spiller.


















