Gravesen langer ud: Liverpool skal sælge to profiler
Thomas Gravesen ønsker at se mere kvalitet i offensiven hos Liverpool.
Det gjorde han ganske klart efter lørdagens opgør mod Brentford i Premier League, hvor Arne Slots tropper slog rekord.
Hele 37 afslutninger havde Merseyside-klubben i løbet af opgøret. Det er Premier League-rekord for et udehold, lyder det fra Opta.
Læs også: Mikkel Damsgaard reagerer på vildt rygte
I overtiden lykkedes det for indskiftede Darwin Nuñez at score to gange og sikre tre point. Det skete med afslutning nummer 36 og 37.
Efter kampen var Thomas Gravesen dog stadig ikke særlig begejstret for angriberen fra Uruguay. Heller ikke Cody Gakpo fik pæne ord med på vejen af Viaplay-eksperten.
– De er ikke gode nok til Liverpool. Darwin Nuñez og Cody Gakpo er ikke gode nok. Jeg synes, Liverpool skal købe en ny og sælge de to, siger Thomas Gravesen i studiet hos TV3+.
Også i pausen af opgøret var den tidligere Premier League-spiller ude med en kritik. Det kan du læse mere om her.
Gakpo har gang i en ganske god sæson for Liverpool og har kontrakt med klubben til sommeren 2028.
Nuñez er derimod blevet skældt ud for ikke at score nok. Inden kampen mod Brentford havde han også kun scoret to gange i ligaen denne sæson.
Derfor er han også blevet rygtet væk på det seneste, men det sker næppe før end til sommer.



















