Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Så tidligt kan Haaland slå målrekorden

18.01.2025 Kl. 10:50

Erling Haaland spiller i Premier League frem til 2034.

Og dermed kan enhver angriber formentlig se langt efter rekorden for flest scoringer i Premier Leagues historie, i hvert fald hvis nordmanden gennemfører sin nye historiske kontrakt og undgår alvorlige skader.

For med et målsnit på 0,91 per kamp vil Haaland, hvis han holder kadencen fra sine første 87 kampe, kun skulle bruge yderligere 198 kampe for at udligne Alan Shearers rekord på 260 mål. Pt. står Haaland noteret for 79.

I teorien vil den tidligere Dortmund-spiller udligne rekorden i det tidlige forår 2030. Om nordmanden så både spiller i samtlige af de kommende 198 Premier League-runder og holder sit målsnit er dog i sagens natur noget tvivlsomt.

Ikke desto mindre demonstrerer tallene, at Haaland med en kontrakt til 2034 står med fremragende muligheder for at gå forbi Shearer, og formentlig også med en pæn margin. Et realistisk bud er, at City-stjernen tager rekorden i løbet af 2032 og således kan få et par år til at udbygge den.

Potentielt får den 24-årige (mindst) 359 kampe til at score de 181 mål, han fortsat mangler for at nå Shearer. Så mange spiller City-stjernen næppe, men samtidig er det svært at se, at hans scoringssnit skulle falde til tæt på 0,50 per kamp, om end alderen kan trække i den gale retning. I 2034 vil Haaland være næsten 34 år.

Shearer brugte 441 kampe til sine 260 mål (0,59 per kamp). Englænderen er allerede blevet slået af Haaland som hurtigste spiller til både 50 og 75 Premier League-mål. Sidstnævnte nåede Haaland 16 kampe hurtigere end Shearer.

Et spørgsmål kan dog være, hvorvidt Mohamed Salah vil skubbe rekorden, før Haaland når de 260 kasser. Egypteren mangler 86 for at overgå Shearer, men Liverpool-stjernen er også blevet 32 år og har kontraktudløb til sommer.

Læs også: Har kontrakten særlig klausul?

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce