Real-præsident: Di Maria krævede for meget
Real Madrids fans har bestemt ikke været tilfredse med klubbens salg af Angel Di Maria til Manchester United, men Florentino Perez mener ikke, at han kunne gøre noget for at holde på den dygtige offensivspiller.
På et pressemøde tidligere i dag afslørede han, at han tilbød Di Maria at blive klubbens næstbedst betalte efter Cristiano Ronaldo, men argentineren afslog. Dermed dementerede præsidenten også rygterne om, at Di Maria var blevet frosset ud af Real Madrid.
– Vi gav Di Maria den bedste kontrakt, vi kunne, men han accepterede ikke. Når en spiller, der er på kontrakt, forlader klubben, er det fordi, han vil, sagde Perez ifølge Manchester Evening News tidligere i dag.
– Jeg gentager, vi gav ham det bedste tilbud. Med undtagelse af Cristiano Ronaldo, ville Di Maria have været den bedst betalte i Real Madrid. Havde vi accepteret hans økonomiske krav, ville det have skabt en ubalance, der ville true klubbens stabilitet.