Glad Mourinho: Costa er ligaens bedste
Efter et år med ustabilitet på angrebsposten signeret af trioen Demba Ba, Samuel Eto'o og Fernando Torres, lykkedes det denne sommer langt om længe for Jose Mourinho at sikre sig sin tiltrængte angrebsstjerne, da klubben spenderede mere end £30 millioner på at sikre sig Diego Costa hos Atletico Madrid.
Og spansk-brasilianeren har fået en fortryllende start på sin Chelsea-karriere, hvor det blandt andet er lykkedes ham at lave fire mål i sine første tre kampe, og det glæder den karismatiske Chelsea-manager, Jose Mourinho, der hylder sin nye profil.
– Han leverede en fantastisk præstation i alle henseender – jeg husker i første halvleg, hvor han taklede Seamus Coleman på kanten af vores eget felt. Han erobrede bolde, han holdt fast i bolden, og han var aggressiv, forklarede Mourinho.
– Han kom op imod Howard tre gange, og han scorede to mål. Howard præsterede en god redning i starten af anden halvleg, men hans bevægelse, var verdensklasse – alt han gjorde på banen var godt.
– Når alt kommer til alt, så er Diego [Costa] måske den bedste spiller i ligaen bedømt på de første tre kampe, afsluttede Mourinho om sin formstærke nyerhvervelse.
Chelsea har i de første kampe præsteret at lave hele elleve mål, og kan øge den total, når ligeledes formstærke Swansea gæster Stamford Bridge om fjorten dage.