Sky-journalist: West Ham jagter Barcelona-spiller
Det har været en travl sommer hos West Ham, der blandt andet har sikret sig stærke navne som Enner Valencia, Mauro Zarate og Diego Poyet, men endnu er London-klubben ikke færdige med at markere sig på markedet.
Tidligere på dagen kom det frem, at den polske offensivspiller Ludovic Obraniak er i søgelyset hos manager Sam Allardyce, og nu har klubben efterfølgende også vendt opmærksomheden mod et mere ambitiøst transferemne.
Således meddeler den respekterede Sky Sports-journalist Pete O'Rourke her til eftermiddag på Twitter, at West Ham er i samtaler med Barcelona om at sikre sig den stærke midtbanespiller, Alex Song, der tidligere i sin karriere brillerede for Arsenal.
26-årige Alex Song har foruden storklubber som FC Barcelona og Arsenal også optrådt for den franske klub Bastia, hvor hans karriere startede.