Officielt: QPR lejer chilensk angriber
Den 24-årige Napoli-angriber, Eduardo Vargas, er blevet bekræftet som ny QPR-spiller her til aften. Han bliver udlejet fra Serie A-klubben for resten af sæsonen.
– Eduardo er en kvalitetsspiller. Han er skarp, han er klog, og så er han meget livlig med og uden bolden. Han kan spille som nier, han kan spille som hængende angriber, og han kan spille på kanterne, så han er meget alsidig, udtaler Redknapp til klubbens hjemmeside.
– Jeg nød virkelig synet af ham til VM, og han er en spiller, som vores scouts har set på i meget lang tid.
– Han har været på vores radar i et stykke tid. Vi har set ham spille mange kampe, og feedbacken har været meget positiv.
– Jeg er glad for, at vi har været i stand til at hente ham, afslutter en meget begejstret QPR-manager.
Eduardo Vargas kommer til at bære nummer 27 på Loftus Road, og selv er han også meget glad for sit skifte til Premier League-klubben.
– Jeg er kommet hertil for at yde mit allerbedste for QPR i Premier League.
– Premier League er det bedste i verden, den mest spændende liga i verden, og jeg ser meget frem til at konkurrere her.