Neville: Mata og Fellaini passede ikke ind
Det lignede et panikindkøb, da David Moyes på sidste transferdag sidste sommer hentede Marouane Fellaini i sin gamle klub Everton for næsten 300 millioner kroner. I vinterpausen blev der brugt endnu flere penge på Juan Mata fra Chelsea, og her til sommer er United-truppen også blevet bemandet af Ander Herrera og Luke Shaw. United-legende Gary Neville mener, at tingene kunne være blevet gjort meget anderledes.
– Hvis du for 12 måneder siden sagde til mig som en Manchester United-fan, at de engelske mestre, som lige havde slået Swansea på udebane, ville ende med at bruge £140 millioner de næste 12 måneder og være, hvor de er i dag, så ville jeg sige, at du var sindssyg, lyder det fra Neville.
– Selvfølgelig er de nødt til at købe, ingen tvivl om det. Men det er vigtigt, at de køber de rette spillere.
– De har brugt £140 millioner de sidste 12 måneder på Zaha, Herrera, Shaw, Fellaini og Mata. Jeg vil sige, at nogle af sidste sæsons indkøb var panikindkøb, som ikke passede ind – og United betaler prisen nu.
– For de samme penge, eller måske lidt mere, kunne de have fået Gareth Bale, Toni Kross, Cesc Fabregas og Filipe Luis. Med de fire spillere ville vi sige, at United var favoritter til at vinde ligaen og måske også Champions League.
– De er nødt til at købe klogt ind, og de har en manager, som ikke laver panikindkøb og ikke ændrer sin filosofi.
Manchester United har netop hentet forsvarsspiller Marcos Rojo i Sporting, men fans verden over råber og skriger stadig på en stor midtbanesigning.