Juventus tæt på serbisk City-reserve
Matija Nastasić kan være på vej til Serie A-giganterne Juventus, hvis man skal tro de seneste transferrygter fra Manchester Evening News.
Mediet oplyser, at Manuel Pellegrini gerne vil skille sig af med en række spillere, heriblandt Nastasić, inden transfervinduet lukker denne sommer. Juventus er klar til at hente den 21-årige forsvarsspiller, der ikke kan se frem til regelmæsig spilletid på Etihad Stadium i den kommende sæson.
Matija Nastasić har fået svære betingelser efter indkøbet af Portos Eliaquim Mangala, der formentlig kommer til at danne makkerpar med Vincent Kompany i midterforsvaret.
Den serbiske midtstopper har tidligere spillet i Serie A for Fiorentina, hvor den daværende City-manager Roberto Mancini hentede ham til klubben i 2012.