Stortalent håber på specifikt skifte
James Trafford ”vil elske”, hvis Newcastle går efter ham i vinterens transfervindue.
Det fortæller journalisten Ben Jacobs til NUFC Matters ifølge TBR Football.
I sommer skrev flere medier, at Burnley afviste et bud på omkring 140 millioner kroner fra Newcastle for den engelske U21-landsholdsmålmand.
– Spilleren vil elske, hvis Newcastle foretager endnu en formel henvendelse. Følelsen er, at Trafford måske kan være tilgængelig for 105 til 130 millioner kroner, og Newcastle vil måske få det til at fungere. Så Trafford er en, man skal holde øje med, siger Jacobs.
Det er ikke mere end et par dage siden, at Daily Mails Craig Hope skrev, at nordenglænderne stadig har en stærk interesse i den 22-årige keeper. Burnleys jagt på oprykning til Premier League vil dog gøre det svært at købe Trafford allerede i januar.
Trafford blev solgt af Manchester City til Burnley i sommeren 2023. Prisen var omkring 125 millioner kroner. Han underskrev en fireårig aftale.
Newcastle hentede sin nuværende førstekeeper, Nick Pope, i netop Burnley. Nu er Pope imidlertid blevet 32 år, og således er det ganske logisk, at Eddie Howe leder efter en mere langsigtet løsning, særligt da andetvalget, Martin Dubravka, er tre år ældre end Pope.
Pope er pt. ude med en knæskade. Hans kontrakt i Newcastle løber til 2026. Dubravka har udløb til sommer.
Læs også: Isak til Arsenal?



















