PL-dansker har fået tilbageslag
Modsat indikationer fra tidligere meldinger er Mathias Jensen ikke blevet klar til weekendens kamp mod Chelsea.
For danskeren har i mellemtiden fået et tilbageslag. Det fortalte Thomas Frank fredag på et pressemøde forud for kampen.
– Mathias Jensen er desværre et par uger fra at være klar, så det er et lille slag for os – han er en vigtig spiller for os. Heldigvis har andre spillere steppet op for os, som Yehor Yarmoliuk gjorde mod Newcastle, citeres den danske manager for på Brentfords hjemmeside.
I september blev Mathias Jensen skadet i læggen og missede heraf fem Premier Leauge-kampe samt en landsholdssamling. I slutningen af november var den så gal igen, da han måtte udgå i en kamp mod Leicester qua problemer med baglåret.
Kun i otte af sæsonens 15 kampe har Mathias Jensen medvirket, og blot i to har han spillet alle 90 minutter. Til gengæld har han kunnet glæde sig over, at Brentford har været fremragende i de fleste kampe uden ham.
Inden opgøret mod Chelsea søndag aften ligger Brentford nemlig nummer ni i tabellen med 23 point. Deres 31 scoringer er kun overgået af netop Chelsea.
28-årige Mathias Jensen er i gang med sin sjette sæson i Brentford. Han har aldrig misset mere end syv ligakampe i samme sæson, men det gør han altså i denne.
Læs også: Thomas Frank åbner op om overvejelser



















