Efter kæmpe drama: Wolves tager stor beslutning
Mario Lemina er færdig som Wolves-kaptajn efter tumulten ved slutfløjt mod West Ham.
Det fortalte Gary O’Neil fredag ved sit pressemøde ifølge The Athletic.
I stedet er Nelson Semedo ny anfører for bundholdet.
Umiddelbart efter mandagens nederlag i London rev Lemina sin anfører-kollega Jarod Bowen til jorden, hvorefter han skubbede flere medspillere samt træner Shaun Derry.
Den 31-årige har efterfølgende været ude at undskylde sin temperamentsfulde opførsel, men efter en snak med O’Neil er parterne nået til enighed om, at Lemina ikke længere skal lede truppen.
– Mario har det fint. Det var en samtale og intet mere. Den anden aften gav anledning til samtalen, men det var en, som vi skulle have. Vi bevæger os nu fremad, og vi har håndteret det, sagde cheftræneren.
Wolves, der ligger næstsidst med blot ni point for 15 kampe, møder lørdag Ipswich. Det bliver med både Lemina og Semedo, som var en af de spillere, som midtbanemanden skubbede. O’Neil understreger, at de to spillere har det fint med hinanden.
Det var så sent som i sommer, at Lemina overtog anførerbindet. Han har været i Wolves siden januar 2023.
Læs Lemina sætte ord på situationen mod West Ham


















