City-stjerners reaktioner siger alt om krise
Manchester City er inde i en historisk krise, og onsdag aften gik det galt igen.
Pep Guardiolas mandskab dominerede i store dele af udekampen mod Juventus i Champions League. Alligevel formåede det italienske mandskab at score to gange og vinde 2-0.
Dermed er The Cityzens nu i stor fare for allerede at ryge ud efter ligafasen i Champions League. Klubben er nummer 22 med blot otte point efter seks runder.
I de seneste ti kampe er det blevet til syv nederlag, to uafgjorte og blot én sejr for Manchester-mandskabet.
Krisen er til at tage at føle på, og frustrationerne fik frit løb allerede, da Juventus onsdag scorede til 1-0.
– Da Juventus jublede, smed Ilkay Gündogan sine arme op i frustration. Kevin De Bruyne var frustreret. Bernardo Silva vendte bare rundt og gik tilbage på sin plads, skrev Manchester Evening News.
Lokalavisen bemærkede, hvordan fem af seks spillere fra ledergruppen startede på banen i opgøret. Ingen af dem formåede dog at samle holdet og skabe et resultat.
– De mangler ikke kun selvtillid. De mangler også ledere i øjeblikket, lød vurderingen fra lokalavisen.
Læs også: – Guardiola virker ekstremt arrogant
Næste opgør for Manchester City er i weekenden mod Manchester United i Premier League.
I videoen øverst i artiklen kan du se højdepunkterne fra onsdagens opgør i Champions League.


















