Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Sådan har Hughes forandret Stoke

11.08.2014 Kl. 16:45
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Gennem Tony Pulis’ regeringstid i Stoke City var The Potters kendt som et af de hårdest spillende hold. At gå hårdt til modstanderen og spille en type fodbold, der offensivt primært drejede sig om at få noget ud af dødboldene, gjorde modstanderen bevidst om, hvad der ventede dem, når Stoke stod på den anden banehalvdel. Selvom modstanderne vidste, hvad der var i vent, var det ikke nemt at spille mod Stoke – specielt ikke, når The Potters spillede hjemme på Britannia Stadium. Men der er sket ting og sager i Stoke siden sidste sommer, hvor Mark Hughes overtog managerrollen fra Tony Pulis.

Stoke har siden oprykningen i 2008 etableret sig i Premier League, og det har Pulis en stor del af æren for. Han udnyttede de midler, han havde til rådighed, og det sikrede Stoke placeringer som nummer 12, 11, 13 og 14, mens Pulis var manager for klubben. Sidste sommer blev Pulis frigivet efter flere års tro tjeneste. Tiden var den rette for forandringer. Ind i stedet kom Mark Hughes efter en skuffende sæson i Queens Park Rangers. Klubbens fans var bestemt ikke tilfreds med Hughes’ ankomst, men den tidligere Manchester United-angriber gjorde det fortrinligt i sin første sæson som Stoke-manager. Stoke sluttede sæsonen af som 9’er – deres bedste placering siden tilbagevendelsen til Premier League – samtidig spillede holdet en mere attraktiv form for fodbold under skarpt opsyn af den 50-årige englænder.

The Potters har fortsat det hårde spil, de også havde under Pulis – illustreret ved at kun Aston Villa (12,9) lavede flere frispark pr. kamp end Stoke (12,8) i den forgangne sæson i Premier League. Stokes antal af frispark pr. kamp var i øvrigt nogenlunde det samme som i Pulis’ sidste sæson i spidsen for de røde og hvid stribede. Hughes tilførte dog holdet mere flair, og han hentede også flere spillere ind, som indikerede, at der ville ske en ændring i holdets filosofi.

Spillere som Rory Delap, Dean Whitehead og Matthew Upson, der var nogle af grundstenene i den gamle Stoke-filosofi, blev sendt væk af Hughes. Han hentede i stedet spillere som Erik Pieters, Marc Muniesa og Marko Anautovic til klubben. Denne sommer har han hentet teknisk velfunderede spillere som Bojan Krkic og Mame Biram Diouf og spillere med store mængder PL-erfaring i form af Steve Sidwell og Phil Bardsley til Britannia.

I slutningen af sidste sæson fik man for alvor øjnene op for, at der var ved at ske modifikationer i Stokes spil. Holdet tabte kun to af de sidste 11 kampe. Det var over forventning, eftersom klubben mødte større og stærkere mandskaber som Chelsea, Tottenham og Arsenal. Sejre over Arsenal og Newcastle gav en klar indikation om, at Stoke er i stand til at kæmpe med om de europæiske pladser allerede i den kommende sæson.

Under Hughes har Stoke udviklet sig. I sidste sæson lavede de væsentligt flere korte afleveringer pr. kamp, end de gjorde i Pulis’ sidste sæson. Flere korte pasninger resulterede også i, at klubben opnåede en klart højere boldbesiddelse. Hughes praktiserer en mere æstetisk form for fodbold end sin forgænger, der foretrak lange bolde op mod Peter Crouch. Nedenstående billede viser, hvordan Stoke har ændret måden at spille fodbold på under Hughes’ første sæson i spidsen.

Det betyder dog ikke, at Stoke-manageren ikke har videreført flere af Tony Pulis’ varetegn i sin egen spillestil. Peter Crouch vandt eksempelvis flere luftdueller (258) end nogen anden spiller i den bedste engelske række i sidste sæson, og angriberen gjorde det fint ved at lave otte Premier League-mål. I den kommende sæson vil Crouch måske være fortid i Stoke, da han bliver sat i forbindelse med et skifte til West Ham. Med købene af Bojan Krkic og Biram Diouf indikerer Mark Hughes dog også, at han vil væk fra at spille med høje bolde, selvom Diouf er en udmærket spiller i luften. Angriberen er dog klart bedre, når han har bolden for fødderne, hvilket også er tilfældet for den tidligere Barcelona-angriber, Bojan, som har scoret tre mål i fire kampe for Stoke i opstartsfasen. Bojans klejne statur tillader ikke, at der bliver pumpet høje bolde op fra bagerste geled – han vinder simpelthen ingen dueller mod nogen PL-stoppere.

Mere vigtigt er det dog for Hughes, at Stokes udebaneform forbedres i den kommende sæson. Kun Hull (12), Cardiff (10) og Norwich (9) tog færre point på udebane end Stoke (14) i den forgangne sæson. The Potters hentede størstedelen af klubbens 50 point på hjemmebane. Kun de tre nedrykkede lukkede flere mål ind end Stoke på udebane (35), og modstanderne var også i stand til at komme frem til mange afslutninger (16,6). Robert Huths comeback efter en skadespause giver Stokes bagkæde et boost, men Hughes skal forbedre koncentrationen og organisationen i forsvaret, hvis han vil sikre flere point på udebane og derved have en chance for en top 7-placering.

The Potters er begyndt at gå væk fra den form for fodbold, de benyttede sig af under Pulis’ regime på Britannia. Hughes’ idéer vil hjælpe holdet til at tage det næste skridt, og da klubben i skrivende stund ikke har sagt farvel til nogen vigtige spillere, er muligheden bestemt til stede for at slutte højere end sidste sæsons 9. plads.

Tror du, at Stoke kan slutte højere end sidste sæson?

Annonce