De er Liverpools største trussel, siger ekspert
Enzo Marescas Chelsea modtager store roser fra Sky Sports´ eksperter efter sejren over Tottenham søndag aften.
Efter fem sejre i de seneste seks kampe er The Blues nu oppe som toer i Premier League, fire point efter Liverpool. Chelsea har spillet en kamp mere end duksene, men kan ikke overhales før næste spillerunde.
– Det er et kæmpe resultat. Dette er Chelseas største kamp i sæsonen – at tage til Tottenham og vinde, fire point efter Livepool, siger Paul Merson og fortsætter:
– De er i titelkampen og er Liverpools største trussel. De har ikke europæisk fodbold. De har et andet hold for det.
Efter fire top fire-placeringer i træk havde hverken Frank Lampard eller Mauricio Pochettino succes med at kvalificere holdet til Champions League, men måske tredje gang og træner er lykkens.
– Dette Chelsea-hold er ingen underdog-historie. Dette er et hold, der har brugt 1,2 milliarder pund, men hvad de gør i denne sæson er noget totalt uventet. Klubben er i spil til en titeludfordring, forklarer Jamie Carragher.
Chelsea er ikke blevet engelske mestre siden 2017. I næste runde venter Brentford på hjemmebane.
Læs og se alt om Tottenham-Chelsea


















