Stjerne revses efter sæsonens største VAR-dom
Det var sæsonens hidtil største VAR-afgørelse, da Gabriel Martinelli blev dømt offside i slutminutterne mod Fulham.
Det mener Jamie Redknapp, efter at omstødelsen kostede Arsenal to point. I stedet for et Martinell-oplæg til en scoring af Bukayo Saka blev scoringen annulleret, og så måtte Arsenal tage til takke med ét point – til glæde for Liverpool.
– Arne Slot ville have haft sit hjerte i sin hals, da han så de sidste par minutter og den største VAR-afgørelse i sæsonen indtil videre, fortæller Redknapp på Sky og fortsætter:
– Det var fuldstændig utroligt, men Martinelli skulle bare holde sig onside. Sikke en weekend for Liverpool. Man City tabte point, Arsenal tabte point, og de har sat sig selv i en endnu bedre position.
Martinelli stod helt ude på venstrekanten, da han modtog bolden. Desværre for Arsenal var han kommet for langt frem, før han lagde bolden ind til bagstolpen, hvor fansene troede, at Saka kunne heade sejrsmålet ind.
– Han er offside, men i fodboldtermer er det kriminelt af Martinelli. Du kan ikke være offside. Du kigger på linjen, mener Paul Merson og tilføjer:
– Han har fart, så han er ikke en, som prøver at stjæle en meter og spille på grænsen. Jeg vil blive overrasket, hvis han ikke bliver skældt ud af manageren i omklædningsrummet, fordi han ved det.
– Du kunne se på hans ansigt efterfølgende, at han vidste, at du ikke kan gøre det.
Raul Jimenez havde bragt Fulham foran efter 11 minutter, før William Saliba fik udlignet efter et hjørnespark kort inde i anden halvleg.
Arsenal er nu seks point efter Liverpool med én kamp mere spillet.
LÆS OGSÅ: Mikel Arteta bekræfter ny Arsenal-skade



















