Vi er ikke noget kæmpe hold, siger Amorim
Rúben Amorim er den nye mand i spidsen for Manchester United.
Portugiseren har foreløbigt været på sidelinjen i fire kampe, der har ført til to sejre, ét uafgjort resultat og ét nederlag.
Seneste kamp var i midtugen, hvor Amorim indkasserede sit første nederlag i spidsen for De Røde Djævle.
2-0 tabte holdet til Arsenal på Emirates Stadium i en kamp, der viste, at Manchester United har langt op til de bedste hold i Premier League. Det slår Rúben Amorim fast forud for mødet med Nottingham Forest lørdag.
– Vi er en kæmpe klub, men vi er ikke noget kæmpe hold. Vi ved det, så der er ikke noget problem i at sige det.
– Vi er ikke et af de bedste hold i ligaen. Vi må sige det højt og tænke det klart, siger Rúben Amorim ifølge BBC Sport.
Læs også: Stjernespiller bør skifte væk fra United, mener Schmeichel
Manchester United skal som nævnt i kamp lørdag aften. Her får holdet besøg af Nottingham Forest, inden Europa League venter i midtugen. Her skal De Røde Djævle til Tjekkiet for at møde Plzen.


















