Medie: Ham vil Guardiola have som Rodri-afløser
Pep Guardiola presser tilsyneladende på for at få Manchester City-ledelsen til at smide et bud på Newcastles Bruno Guimaraes.
Det skriver Daily Mail, der desuden oplyser, at en byttehandel kan komme på tale.
Guimaraes blev rygtet til City i sommer, og efter Rodris skade har mestrene nu mere end nogensinde brug for en midtbanemand. En handel vil efter sigende blive forsøgt allerede i januar.
I sommer var det angiveligt Matheus Nunes og et ukendt beløb, som City planlagde at tilbyde Newcastle. Med de mange skader pt. er det dog tvivlsomt, om Guardiola vil være villig til at afgive nogen spillere i januar.
Guimaraes har en frikøbsklausul på lidt under 900 millioner kroner, men ifølge rygterne ville Newcastle i sommer overveje bud omkring 700 millioner kroner. Den 27-årige brasilianer har kontrakt til 2028.
I et interview med den brasilianske avis Globo indrømmede Guimaraes i november, at der var konkret interesse fra Manchester City.
– Jeg er af den overbevisning, at jeg er et idol hos min klub, og at jeg har en masse respekt.
– Jeg er anfører for Newcastle, og havde du spurgt mig for tre år siden, ville min største drøm have været at spille i Premier League.
– At spille, være et idol, at være anfører er noget vidunderligt. Jeg kan virkelig godt lide Newcastle.
– At der er interesse fra Manchester City viser, at jeg leverer på et højt niveau, men det er intet andet end interesse.
– Jeg ved, at Guardiola kan lide min fodbold. Det er normalt, at store trænere beundrer din fodbold.
– Vi har talt sammen én gang. Jeg beundrede hans arbejde. Han roste mit arbejde, men det var ikke mere end det, fortalte Guimaraes.
Læs også: – Kasper Hjulmand er en seriøs kandidat


















