Hazard: Spurs skal holde på profilerne
Tottenham har gennem de seneste sæsoner været kendt for deres evne til at spotte unge talenter, hvorefter de videresælger dem til storklub i Europa. Spillere som Luka Modric, Dimitar Berbatov og Gareth Bale spiller i dag for Real Madrid og AS Monaco, men har alle spillet i Tottenham tidligere i deres karriere.
Senest er klubbens franske målmand Hugo Lloris blevet sat i forbindelse med et skifte væk fra White Hart Lane, men disse rygter blev dog skudt til jorden, da Lloris for få uger siden forlængede sin kontrakt med klubben.
Den tidligere Tottenham-spiller Mickey Hazard håber, at hans tidligere klub har tænkt sig at holde på den franske landsholdsmålmand, da klubben har ambitioner om Champions League-fodbold:
– Jeg håber, at klubben kan holde på Lloris i de kommende år, fordi han er en målmand af højeste klasse.
– Gennem de seneste mange sæsoner har klubbens salg af profiler været medvirkende til, at de ikke har kvalificeret sig til Champions League.
Hazard mener derfor, at Tottenham skal holde på de lovende spillere, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at spille med i toppen af Premier League samt kvalificere sig til Champions League:
– Tottenham skal stoppe salget af deres profiler, hvis de vil være en topklub.