Lindegaard: Louis van Gaal revolutionerer United
Både van Gaal og den nye målmandstræner Frans Hoek får rosende ord med på vejen i et interview den danske reservekeeper gav til Uniteds officielle hjemmeside.
– Atmosfæren i truppen har været enormt god. van Gaal og hans team har en masse nye ideer og tilgange til alting i klubben, både med hensyn til hvad vi spiser og hvordan vi spiller fodbold. Der er mange nye ting at vænne sig til, men jeg nyder det, og stemningen er som sagt rigtig god.
– Frans (den nye målmandstræner, red.) har anderledes ideer end hvad jeg tidligere har stødt på. Det vil nok tage lidt tid at vænne sig til de nye filosofier. Vi er ved at opbygge et forhold og lære hinanden at kende, hvordan vi træner og kommunikerer, men jeg nyder det utrolig meget.
Uniteds spillestil har også været markant anderledes end tidligere. Louis van Gaal praktiserer gerne den 3-5-2-opstilling han havde succes med til VM i sommers. Den kræver ifølge Lindegaard noget mere fra målmanden, der ikke bare kan nøjes med at være den klassiske shot-stopper.
– Ligesom alle andre spillere bliver målmanden også nødt til at tilpasse sig. Visse aspekter af spillet er vigtigere end tidligere, og vores nye tilgang til spillet fortæller mig blot hvor meget målmandens rolle har udviklet sig de senere år. Før var man udelukkende en shot-stopper inde på stregen, mens man idag er meget mere end det – man skal kunne spille.