Sådan blev der plads til Schmeichel
Fodboldhistoriker og forfatter Michael Kjærbøl har kigget på en af Premier League-rundens kommende kampe. Dette er tredje del af en serie på tre.
The Bin Man
Man bliver ofte imponeret over de engelske klubbers scoutingsystemer. Liverpool fandt for eksempel Ray Clemence og Kevin Keegan i ubetydelige Scunthorpe og Ian Rush i Chester. Men man skal huske på, at i 70’erne var det talentudviklingsarbejde, som i dag udgøres af klubbernes akademier/ungdomsafdelinger, nærmest ikke-eksisterende. I stedet var det den lokalt baserede skolefodbold, der dannede grundlag for klubbernes rekrutteringsmateriale af unge håbefulde spillere. En Steve Heighway kunne således ”flyve under radaren” i amatørfodboldrækkerne, indtil han var 23. Men man kan alligevel ikke andet end undre sig over, at Neville Southall ikke blev opdaget, før han havde passeret de 20.
Den relativt lille og tætte waliser arbejdede som postbud, tjener og skraldemand og spillede for ti pund om ugen for Bangor City og siden endda blot tre pund om ugen for Conwy. Han forsøgte sig med prøvetræning i blandt andet Bolton og Wrexham, men fik en nedadvendt tommelfinger. Først som 22-årig fik han sin første fuldtidsprofessionelle kontrakt, da han skiftede fra non-league klubben Winsford til 4. divisionsklubben Bury i 1980. Efter en strålende sæson i denne ydmyge ramme blev talentet – endelig – så synligt for de engelske topklubber, at der kom bud efter ham fra 1. division.
Evertons manager Howard Kendall manglede et kompetent supplement til den irske landsholdsmålmand Seamus McDonaugh og talentfulde Jim Arnold. Trods tydelig fremgang i Southalls spil og performances gik der dog yderligere tre år, før han endelig kunne sætte sig fast på målmandspladsen på Goodison Park. Howard Kendall var ikke ganske overbevist om Southalls holdbarhed og stabilitet før da. Waliseren var da også i udpræget grad ”sin egen”. Tilgangen var sådan set topseriøs (Southall var indædt modstander af alkohol og rusmidler), men keeperen havde afgjort et problem med autoriteter. Desuden hæmmedes han i perioder af udslæt på fødder og tæer, hvilket kunne gøre kampene til et smerteligt helvede at komme igennem. Talentet var imidlertid uomtvisteligt. Som shot-stopper var Southall uovertruffen. Reflekserne var formidable, og han havde en fantastisk evne til at vinde de direkte dueller med angribere, der havde friløbere. Det gjorde ham stormende populær på Goodison Park. Heldigvis for Southall fik han sit endelige gennembrud for Everton, samtidig med at klubben havde en særdeles stærk periode. Fra 1984 til 1987 vandt ”the Toffeemen”, eller ”the Toffees”, således to mesterskaber, en FA Cup og et europæisk pokalvindermesterskab. Southall satte sig solidt på pladsen som ankermand og holdt pladsen de næste 14 år.
I 1991 ragede han imidlertid uklar med ledelsen og markerede sin utilfredshed med en en-mandsdemonstration, hvor han satte sig op ad den ene stolpe i pausen af en ligakamp mod Leeds. Manchester Uniteds Alex Ferguson forsøgte at udnytte situationen og tog telefonisk kontakt til Southall for at få ham til Old Trafford. Men den autoritære Ferguson fandt keeperen ret uhøflig i den samtale, hvilket skabte plads til købet af Peter Schmeichel i stedet.
”Nev” havde næppe befundet sig vel under Sir Alex’ stramme tøjler. Til gengæld var han topunderholdende og højtelsket af Evertons og det walisiske landsholds fans.
Den lille herlige springfyr stoppede først i Everton som 40-årig. Han forsøgte sig efterfølgende som coach/manager, blandt andet en kort overgang med Wales’ landshold, men bestyrelserne i de klubber, hvor han var ansat, fandt ham ofte kompromisløs og vanskelig at samarbejde med.
Neville Southall har til i dag et stærkt politisk engagement, og hans hjerte bløder for de svage og marginaliserede grupper i samfundet, hvilket han giver udtryk for med et dedikeret frivillighedsarbejde, ligesom han utrætteligt lægger offentlig stemme til forskellige sager. Southall skrev i 2017 den anbefalelsesværdige selvbiografi The Binman.
