Mourinho: Lukaku var bange for konkurrence
De fleste troede vel nok, at Lukaku og Chelsea var det perfekte match. Stor og fysisk stærk, træfsikker og disciplineret – som en klon af legenden Didier Drogba. Dog blev det aldrig den helt store kærlighedsfortælling mellem de to parter, og igår betalte Everton hele 263 millioner kroner for den brølstærke belgier.
Jose Mourinho er dog klar i mælet over grunden til Lukakus afgang.
– Lukaku var ikke 100 % motiveret til at skulle ind i en stor kamp om de forreste pladser. Han ville være regulær førsteangriber, men det løfte kan man ikke give i en klub som Chelsea, fortæller Mourinho til Sky Sports, og fortsætter.
– Everton kom med et godt tilbud, og så var sagen klar. Salget hjælper os ydermere utrolig meget i forhold til financial fair play.
– Det vigtigste er dog, at han er glad, og at tingene kommer til at gå hans vej. Han er en god dreng, og jeg ønsker ham al held og lykke fremover.