Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Mølby udpeger problemer: Koster det Eriksen?

Af Christian Frese
24.11.2024 Kl. 20:02

Jan Mølby ser to klare problemer hos Manchester United, som Ruben Amorim skal have løst.

Holdet skal skabe flere chancer og løbe meter, end det gjorde søndag mod Ipswich, hvor det kun blev til 1-1 i portugiserens debut som cheftræner.

– Vi forventede heller ikke, at det (at skabe chancer, red.) skulle være bedre i dag. Og det var det heller ikke. Expected goals var heller ikke imponerende, siger Mølby på Viaplay efter kampen, som United skabte omkring 0,90 xG i.

– En anden ting, der bekymrer, er, at hvis man kigger på, hvor langt de to hold løb. De løb 102 kilometer. Der skal han nok bede om en kilometer ekstra fra hver mand, før de kommer op i nærheden af, hvad han er tilfreds med.

– Der var gode takter, specielt i anden halvleg. Men de slåser stadigvæk med mangel på kvalitet.

Som ventet havde Amorim skiftet noget rundt på spillernes positioner. Han valgte en 3-4-2-1 med blandt andre Amad Diallo på højre wingback samt Bruno Fernandes og Alejandro Garnacho på kanterne bag Marcus Rashford.

På midten spillede de rutinerede Christian Eriksen og Casemiro, og det er netop centralt, at Mølby mener, at Amorim skal prøve noget andet.

– Man skal være bedre derinde. Man skal have spillere med bedre og højere tempo. Spillere, der kan følge med. I Kobbie Mainoo har de én spiller i hvert fald. Ugarte kan måske blive den anden, selvom han ikke er verdens største fodboldspiller. De har brug for flere løbestærke spillere, end dem der spillede i dag.

United har Bodø/Glimt i Europa League på torsdag. Dernæst gælder det Everton, Arsenal og Nottingham Forest indenfor seks dage i Premier League.

Seneste nyt

Annonce
Annonce