Eriksen: Stabilitet er nøgleordet
Tottenham brændte mange millioner af den forgangne sommer, men endnu er det kun danske Christian Eriksen, der for alvor har betalt tilbage på sin transfersum af de mange nyindløb.
Således præsterede den danske offensivspiller en særdeles imponerende debutsæson på White Hart Lane, hvor han med mål og assists markerede sig markant, og blev en publikumsfavorit.
Nu venter anden sæson for den danske landsholdsspiller, og her håber den ydmyge fynbo på, at Tottenham kan forbedre stabiliteten i sine præstationer.
– Vi har haft nogle virkelig gode kampe, og omvendt nogle virkelig dårlige. Det handler selvfølgelig om at få flere af de gode, og om at være meget mere stabil, og få nogle flere point mod de største hold, forklarede Eriksen på et pressemøde.
– Sidste år var vi ikke gode mod de store hold, men vi klarede os fint mod alle andre. Forhåbentligt kan vi forbedre os, og gøre det godt i alle kampe den kommende sæson.
– I nogle af kampene blev vi slået ret stort, og det havde vi måske en kedelig tendens med at tage med os til de næste par kampe, afsluttede Eriksen.
22-årige Christian Eriksen er udset en nøglerolle den kommende sæson under nytilkomne manager Mauricio Pochettino, hvor han skal forsøge at forbedre sin måltotal fra sidste sæson, der lød på syv scoringer.