Arsenal tæt på endnu en højreback
Efter mange års tro tjeneste forlod den franske landsholdsreserve Bacary Sagna denne sommer Arsenal til fordel for Manchester City, og han blev forleden erstattet af sin franske konkurrent, Mathieu Debuchy, der sidder på landsholdspladsen.
Men Arsenal er ifølge Gianluca Di Marzio, der arbejder for den italienske pendent til Sky Sports, langt fra færdige med at hente højrebacks denne sommer. Således ønsker Wenger at tilknytte endnu en til truppen, og Arsenal-manager skulle nu have vendt sin opmærksomhed mod unge Gino Peruzzi.
Den 22-årige argentiner har været fast mand hos italienske Catania siden ankomsten fra River Plate, og ifølge Di Marzio har de to parter indledt samtaler, mens den italienske klubs vicepræsident snarligt rejser til London for at færdiggøre forhandlingerne.
Arsenal har tidligere været kædet sammen med spanske Javi Manquillo, og forventes at udleje Carl Jenkinson den kommende sæson.