Ståle efterudtager Martin Ødegaard
Martin Ødegaard er blevet efterudtaget til det norske landshold.
Det har Ståle Solbakken bekræftet i en SMS til NTB ifølge Discovery.
Martin Ødegaard var oprindeligt ikke en del af den norske trup. Det skyldtes den ankelskade, der har holdt Arsenal-stjernen ude i næsten to måneder.
Læs også: Mandag træffer Amorim stor beslutning om van Nistelrooy
Men i midtugen fik han et meget kort comeback, da han blev skiftet ind i slutningen af Arsenals Champions League-nederlag til Inter.
Søndag var han så tilbage i startopstillingen, da Arsenal løb på banen på Stamford Bridge til en kamp, der endte 1-1.
Men Martin Ødegaard var fremragende, og det har tilsyneladende fået Ståle Solbakken til at ændre mening om den offensive profil.
Også Peter Schmeichel var overordentligt begejstret for Martin Ødegaards indsats i London søndag.
Læs også: Lokalavis kommer med voldsom kritik af Højlund
I den kommende landskampstermin skal Norge møde først Slovenien og siden Kasakhstan.
Der er stor spænding i Norges gruppe i Nations League, hvor tre hold er på syv point. Det gælder Norge, Østrig og Slovenien, men Kasakhstan er isoleret i bunden med ét point.
I den seneste landskampstermin fik Norge stryg af Østrig, der vandt med hele 5-1. Ståle Solbakkens mandskab har dermed revanche til gode i de kommende to kampe.


















