Redknapp afslører: Overvejer dansker
Queens Park Rangers forbereder kraftigt deres tilbagevenden til den engelske Premier League, og bekræftede forleden blandt andet Rio Ferdinand som ny tilkomst til Loftus Road, mens også andre navne er på blokken.
Det afslørede manager Harry Redknapp, der udover at afsløre forhandlinger med Steven Caulker, også nævnte den rutinerede dansker Christian Poulsen som en mulig tilkomst.
– Vi har aftalt en pris med Cardiff for Steven Caulker. Han har et par andre interesserede klubber, men vi håber at få færdiggjort denne handel. Vores bestyrelsesformand har haft møder med spillerens agent, og jeg håber, at vi kan få lukket handlen snarligt, afslørede Redknapp, inden han nævnte danske Christian Poulsen som en mulig forstærkning.
– Vi har ikke budt på andre spillere endnu. Christian Poulsen fra Ajax har vi haft kontakt med, men det er trukket lidt ud, og jeg ved ikke hvordan det ender. Vi vurderer stadig situationen, forklarede Redknapp, og uddybede afsluttende situationen vedrørende klubbens profilerede angriber, Loic Remy.
– Jeg ved ikke hvad Loic Remy planlægger. Han vil utvivlsomt score mange mål, som jeg sagde før han tog til Newcastle, for han er knægt, der nemt kan score 14-20 mål årligt i Premier League, det har han evnerne til. Han er en utrolig afslutter, og vi vil naturligvis gerne beholde ham, men det hele er op til knægten selv, for jeg er ikke sikker på, hvad han planlægger, afsluttede den rutinerede engelske manager.
34-årige Christian Poulsen har klubber som Schalke, Juventus, Sevilla og Liverpool på CV'et, men er for tiden på kontrakt hos hollandske Ajax.