Arsenal-ikon: Sterling var et panikkøb - stjerne er tabt
Arsenal fik ikke fat i Nico Williams. Derefter gik de i panik og lejede Raheem Sterling på vinduets sidste dag.
Sådan ser Emmanuel Petit på en del af Arsenals transfervindue i sommeren 2024.
– Raheem Sterling var et panikkøb. Jeg tror, at Mikel Arteta ved, at han mangler spillere. Kvalitetsspillere til at rotere. Han ved det, så ved afslutningen af sommerens transfervindue havde han ikke andet valg end at tage Sterling, fordi han ville ikke bruge store penge på andre spillere, siger Petit ifølge Metro og fortsætter:
– Jeg ved, at han drømte om Nico Williams, men han vil aldrig komme til Premier League. Han forbliver i Spanien. Han tager til Barcelona. Helt klart.
Trods fortsat at være under de 30 er det mere end 10 år siden, at Sterling brød igennem, da han var en del af det Liverpool-hold, som nær var blevet mestre i 2014. I 2015 gik turen videre til Manchester City, hvor han i en årrække fortsat var en stor profil i ligaen.
Læs også: Arsenal deler Ødegaard-opdatering
Efter skiftet til Chelsea i 2022 er det dog gået stærkt ned ad bakke for englænderen.
– Sterling har levet i et mareridt i årevis nu. Jeg tror, at Sterling nok er et af de bedste eksempler på, hvad livet i Premier League kan gøre ved en spiller, der har haft succes efter succes efter succes, mener Petit.
Sterling har blot fået fire kampe og én start i Premier League for Arsenal. Senest sad han på bænken i hele kampen mod Newcastle. Hans lejeaftale løber for resten af sæsonen.
Flere medier meldte i løbet af sommeren, at Barcelona var blevet enige med Athletic Bilbao om en handel for Williams. Ikke desto mindre er han fortsat i Baskerlandet, og i oktober skrev El Nacional, at Arsenal ikke har opgivet spanieren.


















