City skal betale stort millionbeløb
Ifølge The Telegraph har Benjamin Mendy vundet en retssag mod Manchester City.
Derfor skal de engelske mestre betale en del af franskmandens løn fra perioden september 2021 til sommeren 2023, hvor hans kontrakt udløb. Det svarer til 8,5 millioner pund, små 75 millioner kroner. Mendy havde sagsøgt City for 98 millioner kroner.
City tilbageholdt Mendys løn i den periode, hvor han var anklaget for voldtægt og seksuelle overgreb. I juli 2023 blev han frifundet.
Dommeren fandt, at Mendy var klar og villig til at arbejde, men blev forhindret i det. Da der ikke var en klausul i hans kontrakt, der tillod denne suspendering fra Citys side, skal klubben nu betale.
– Jeg har skullet vente i tre år på min løn. Jeg er begejstret over dommen, og jeg håber nu, at klubben vil gøre den ærefulde ting og betale hele summen og de øvrige summer lovet for mig i kontrakten, uden yderligere forsinkelse, så jeg endelig kan lægge denne svære del af mit liv bag mig, siger Mendy ifølge Sky.
Læs også: Mendy var i tårer ved frifindelsen
Den manglende indtægt har betydet, at Mendy måtte låne penge af flere af sine holdkammerater.
– Raheem Sterling, Bernardo Silva og Riyad Mahrez lånte mig alle penge for at hjælpe mig med at betale mine juridiske omkostninger og støtte min familie, har Benjamin Mendy tidligere forklaret i et vidneudsagn ifølge The Guardian.
– Jeg havde problemer med at betale mit børnebidrag. Jeg havde det forfærdeligt.
Undervejs i processen fik Mendy også hjælp af sin agent Meïssa N’diaye, som hjalp med at betale de mange udgifter.
I sidste ende blev Mendy frikendt for alle anklager, og han spiller nu for Lorient i den næstbedste franske række.


















