- Det var et mareridt
Det var et mareridt for Real Madrid, da de tirsdag fik besøg af AC Milan i Champions League.
Sådan lyder det fra en af dem, der oplevede kampen på tætteste hold.
Nemlig Viaplays Niels Christian Frederiksen, der kommenterede opgøret fra Santiago Bernabeu.
Læs også: Av, av, av: Ikke sket siden 2016
Han er her dagen efter kampen ret klar i sin analyse af, hvad tirsdag var for en aften for den stolte hovedstadsklub.
– Det var et nyt mareridt for Real Madrid, det er der ingen tvivl om. Det er også det, der står på forsiden af AS, en af de store madrilenske sportsaviser, det var et mareridt for Real Madrid, det er der ingen tvivl om.
– Ikke bare fordi holdet tabte, men fordi det rent spillemæssigt overhovedet ikke hang sammen. Vi så nogle af de ting, som også har været gældende tidligere på sæsonen. Specielt imod FC Barcelona, selvfølgelig, da man tabte med 4-0 for ti dage siden.
– Så det var en af de aftener, som man slet ikke ønsker at se på Bernabeu. Det hele kulminerer også med en gevaldig pibekoncert og chokerende billeder af folk, der forlod stadion i utide.
– Det er virkelig, virkelig noget, der sætter pres på spillertruppen og sætter pres på klubben. Men så sandelig også sætter pres på Carlo Ancelotti, holdets træner, det er der ingen som helst tvivl om, lyder det fra Niels Christian Frederiksen på Viaplay.
Real Madrid har nu fået bare seks point i de første fire Champions League-kampe.
Holdets næste opgave venter i weekenden, hvor de møder Osasuna i La Liga.


















