Vidal: Vil elske at spille for United
Allerede på forhånd var der lagt op til massive forstærkninger, da Manchester United åbnede transfervinduet efter sidste sæsons massive skuffelse, og klubben har indtil videre bragt Luke Shaw og Ander Herrera ind for samlet omtrent £60 millioner.
Nu meldes en ny og markant forstærkning på vej til klubben. Således erklærede chilenske medier tidligere, at United er nået til enighed med Juventus om prisen på den stærke chilener, Arturo Vidal, og nu tilføjer spilleren selv styrke til rygterne.
Således blev han af den chilenske TV-station Chilevision spurgt til rygterne vedrørende Manchester United, og erklærede, at han ville elske at spille for det han kalder en af verdens største klubber.
– Jeg har godt hørt rygterne, men jeg vil ikke snakke mere omkring det.
– Jeg nyder min ferie, og når jeg vender tilbage til Italien må vi se hvad der sker.
– Jeg forholder mig roligt, men alle ville elske at spille for en af de største klubber i verden, erklærede Vidal vedrørende De Røde Djævle.
27-årige Arturo Vidal har spillet i Juventus siden 2011, hvor man hentede ham i den tyske klub Bayer Leverkusen.