Arteta lykkelig over Sanchez-skifte
Det er ikke kun Arsenal-fansene, som er glade for Alexis Sanchez' skifte til London-klubben – også chilenerens nye holdkammerater er glade
Det gælder især holdets spanske dynamo Mikel Arteta, der glæder sig meget til at spille med Sanchez. Spørger man den 32-årige tidl. Everton-spiller, så er Sanchez som skabt til Arsenal:
– Jeg er henrykt. Han er lige den type spiller, vi har brug for. På et tidspunkt sidste sæson havde vi ikke farten oppe foran på grund af skader, men det får vi i år. Vi kommer til at true i bagrummet, og han giver os endnu en streng at spille på, udtaler Mikel Arteta til klubbens hjemmeside og fastslår:
– Han har også masser karakter. Han er en kriger og meget ambitiøs. Jeg tror, at han er en type, som Arsenal-fansene virkelig vil elske.
Alexis Sanchez nåede 88 ligakampe for FC Barcelona, siden han kom til Camp Nou fra Udinese.