Officielt: Nasri forlænger med City
Nasri, som skiftede til Manchester klubben fra Arsenal i 2011, har lagt sig fast på sin fremtid ved at forlænge med Manchester City frem til 2019.
Franskmanden har spillet 129 kampe for klubben og scoret 22 mål, hvoraf 11 af dem blev sat ind i sidste sæson. Alligevel blev offensivspilleren vraget af Didier Deschamps til VM, hvilket han tydeligt var frustreret over.
Nu kan Nasri dog glæde sig over andre ting, for profilen har, som sagt, forlænget sin kontrakt med klubben frem til 2019.
– Jeg er rigtig glad for at have underskrevet denne kontrakt, hvor jeg binder mig til City. Jeg er 27 år gammel nu, og de bedste managere siger altid, at en midtbanespiller er i sin bedste alder mellem 27 og 30 år, så jeg håber, at jeg vil kunne give mine bedste år til City, fortæller han til klubbens hjemmeside og tilføjer:
– Det tog mig tid at vænne mig til livet i Manchester, for der er stor forskel, når man kommer fra London, men sidste år var perfekt for mig – jeg nød min fodbold, og jeg elsker at bo i Manchester. Jeg føler mig godt tilpas, og jeg mener, at det afspejler sig i mine præstationer på banen.
– Det er derfor, jeg har underskrevet denne nye kontrakt – fordi jeg føler mig hjemme. Vores fans har været bag mig, og det giver mig selvtillid til at levere. Nu ser jeg frem til næste sæson og til at forsvare vores mesterskab.