Poyet håber på fit Altidore
Altidore, som skiftede fra AZ Alkmaar til Stadium of Light sidste sommer, udgik med en skade i USAs første gruppekamp mod Ghana, og han fik ikke yderligere spilletid i turneringen.
Poyet har dog fulgt Altidores skades udvikling i Brasilien, og han forventer, at angriberen er klar igen, når han returnerer til Wearside efter en forlænget pause.
– Lægen har hele tiden været i kontakt med den amerikanske lægestab. I starten så det slemt ud, men det er blevet bedre med tiden, og Jozy var næsten klar til 1/8-finalerne, fortæller Poyet til klubbens hjemmeside og tilføjer:
– Hvis man forestiller sig, at USA var gået videre til næste runde, kunne Jozy have spillet en rolle. Vi ved, at fiberskader er vanskelige, og at man skal være forsigtig med at komme for hurtigt tilbage.
– Jozy fortjener sin ferie nu. Vi er enige om, hvor mange dage han får efter at have afsluttet VM. Jeg er sikker på, at hvis alt går, som det skal, vil Jozy, når han vender tilbage til vores forberedelser til næste sæson, være klar til at træne med resten af truppen uden problemer.
Jozy Altidore scorede blot to mål i 39 optrædener i sidste sæson, hvoraf blot et enkelt af dem blev sat ind i Premier League.