Vi spillede rigtig god fodbold, siger Ten Hag
Manchester United måtte igen se sig slået, da de søndag var på besøg hos West Ham på London Stadium.
I overtiden scorede Jarrod Bowen på et straffespark, og så tog West Ham alle tre point.
Men sådan havde det langt fra behøvet at gå, hvis man spørger Erik Ten Hag.
Læs også: Vred Ten Hag: Dommeren må også tage ansvar
For han så et Manchester United-hold, der spillede rigtig, rigtig godt. Sådan lyder det fra hollænderen i et interview med Manchester Uniteds egne medier.
– Jeg synes, vi spillede rigtig god fodbold, den første time var det virkelig sjovt at se vores hold – så dynamisk, så meget variation, så kreative, så mange chancer. Der er kun en ting, vi mangler – kynisme foran målet.
– Af og til er du i dette mønster, og du må bryde mønstret, men det vil komme, for vores spillere er kliniske og de kan være ubarmhjertige foran mål, så det kommer, lyder det fra Erik Ten Hag til Manchester Uniteds hjemmeside.
Manchester United får i midtugen besøg af Mads Hermansen og Leicester i Carabao Cup.



















