United-legende: Van Gaal bør ikke gøre Van Persie til anfører
Van Persie, der er kaptjan for det hollandske landshold, er favorit til at overtage anførerbindet på Old Trafford efter, at den hollandske landstræner, Louis van Gaal, er blevet ansat som ny United-manager.
Den nye United-boss gjorde Van Persie Oranje-kaptajn sidste juni, og siden da har de udviklet et meget nært forhold.
Det har fået mange til at tro, at den tidligere Bayern München-manager overdrager Van Persie anførerbindet, der har været ledigt siden Nemanja Vidic tog til Inter tidligere på måneden.
Den tidligere United-angriber Andy Cole, der tilbragte seks år på Old Trafford fra 1995-2001, mener ikke, at klubben har nogle naturlige ledere, der kan træde til.
– Jeg spillede for United i adskillige år, og vi havde én kaptajn, og vi vidste altid, hvem der var kaptajn, fortalte United-legenden til engelske medier.
– Når jeg ser på Uniteds hold lige nu, siger jeg til mig selv 'jeg ved ikke, hvem der skulle være kaptajn'.
– Der ingen, som du kan sige 'ja, han er den næste Manchester United-kaptajn', i modsætning til tidligere, hvor du allerede vidste det.
– I de foregående år har der altid været en kandidat, men nu er der ingen.
Manglen på anførerkandidater på Old Trafford kan tilskynde Van Gaal til at udnævne Van Persie som klubbens nye kaptajn, men Cole er skeptisk over for at udnævne hollænderen til ny kaptajn.
– Robin har kun været i klubben i to år, mens der er spillere, der har været der i 10 år, tilføjede Cole.