Kjærbøls optakt: En dansk lidelseshistorie

Forud for lørdagens Nations League-kamp mellem Spanien og Danmark ser historiker og forfatter Michael Kjærbøl tilbage på landenes indbyrdes historie, der strækker sig tilbage til 1920 og ikke ligefrem giver grund til dansk optimisme. Og så slutter han med at give en anbefaling til DBU´s høje herrer.

Der er ind imellem modstandere som man bare har det pokkers vanskeligt med. Det er som regel fordi de ganske enkelt er kompetente. Så er det til at leve med, når man – modstræbende, men realistisk – må erkende egen utilstrækkelighed. Men der kan også nogle gange være tale om et reelt kompleks. En opponent der har krammet på én i en grad, så det nærmest bliver en forbandelse.

Fra dansk perspektiv er der en særdeles mørk sky over de historiske kampstatistikker mod lørdagens Nations League kombattant, skrækmodstanderen Spanien. Det er en lang lidelseshistorie af næsten bibelske dimensioner med meget få lyspunkter. Det er såmænd lige før, at Jobs Bog i det Gamle Testamente blegner i sammenligning. Ikke blot har Danmark kun formået at vinde sølle 2 ud af 17 indbyrdes opgør gennem tiderne. Flere af nederlagene har gjort ondt – rent ud sagt ad helvedes til.

Den første historiske konfrontation fandt sted i 1920 ved OL i Antwerpen. Danmark var dobbelte olympiske sølvvindere og tårnhøje favoritter, mens spanierne spillede deres første landskamp nogensinde. Men kampen blev en massiv dansk fiasko. Carl Skomar’ røg af holdet af disciplinære årsager og afløserne kunne ikke passere Spaniens fabelagtige keeper, Ricardo Zamora, der tog alt, og så vandt Spanien 1-0 på et kludemål.

Nederlaget slog Danmark ud af OL, og det fik enorme konsekvenser for dansk landsholdsfodbold. Efter en kritisk evaluering besluttede DBU, at landsholdet ikke længere skulle stille op i internationale turneringssammenhænge, og desuden fremover udelukkende spille imod andre ”rene” amatørnationer. Den isolationistiske politik varede i 28 år og satte et meget negativt præg på udviklingen blandt elitespillerne herhjemme.

Der gik 54 år inden landsholdet atter krydsede klinger med Spanien. I 1974 og 75 mødtes de to nationer i kvalifikationen til europamesterskabet i Jugoslavien. Danmark tilhørte den europæiske bund, mens spanierne stillede med stærke navne fra Real Madrid, Barcelona osv. Folk som Pirri, Camacho, Asensi, Quini og Carlos Rexach. Og så havde ibererne Real-wingen Roberto Martinez med i det første opgør i København, som udeholdet vandt med 2-1 på bl.a. et mål af selvsamme Martinez. Han var imidlertid argentiner og var dermed i indlysende problemer med spilletilladelsen.

En protest fra DBU’s side kunne have udløst en omkamp, men de ansvarlige ledere undlod at følge sagen til dørs. Man fandt det usportsligt med en officiel indsigelse. Måske var det en medvirkende årsag, at man til returopgøret på Espanyols bane, Sarria, måtte konstatere, at det formeligt væltede ind med afbud.

Der var generalstrejke og uro i det Francostyrede fascistiske Spanien, og mange af de bedste danske spillere havde ikke lyst til at tage derned. DBU indkasserede cirka 15 afbud, og statsminister Anker Jørgensen blandede sport og politik sammen ved utvetydigt at opfordre DBU til at aflyse kampen, og dermed inddrage landsholdet i sin principielle holdning til diktaturet. Opgøret blev dog afviklet – under massivt politiopbud – og et ellers godt kæmpende dansk B-landshold tabte med 2-0.

De spanske lidelser var langt fra overstået. Men i 1979 kom en af meget få opmuntringer. Et undertippet dansk landshold spillede en frisk gang kontrafodbold og slog spanierne med 3-1 i Cadiz. Preben Elkjær satte en tyk streg under sit udviklingspotentiale med to scoringer, og minsandten om ikke også Jens Jørn Bertelsen kom på måltavlen.

Succesen i Cadiz var dog kun en venskabskamp. Værre blev det da der stod en EM-finaleplads på spil på Gerland i Lyon 5 år senere. Et slemt antiklimaks for førnævnte Elkjær, der sparkede det afgørende straffespark op på stadiontaget – meget symbolsk og symptomatisk med flænget buksebag. Ren røvtur.

For ikke at tale om det traumatiske 1-5-nederlag i Queretaro ved VM i Mexico, hvor ”Gribben”, Emilio Butragueño blev banemand og bøddel med overdådig og ødelæggende effektivitet. Dén gjorde ondt!

Det gjorde det også i Hannover i juni 1988, hvor et metaltræt dansk mandskab tabte med 3-2 til ”den onde ånd” i den første slutrundekamp ved EM i Vesttyskland.

Og for at det ikke skal være lyv, lagde spanierne endnu flere alen til den sørgelige saga ved at slå Danmark med 1-0 i Sevilla i VM-kvalifikationen i 1993, hvor José Bakero screenede Peter Schmeichel, så Fernando Hierro kunne heade et hjørnespark i kassen. Danskerne spillede 80 minutter i overtal uden at være i stand til at score. En gedigen fiasko.

Danmark blev atter rundbarberet i Sevilla året efter i EM-kvalifikationen, hvor det blev til et 3-0-nederlag til Ricardos udvalgte, og i endnu en EM-kvalifikationsrunde i 2007 måtte danskerne igen se sig besejret. Endda i begge indbyrdes dyster.

Det sidste opgør mellem Danmark og Spanien var en venskabskamp i 2008 i Parken, hvor sydeuropæerne udspillede værterne på kryds og tværs og vandt med 3-0 i bedste tiki-taka opvisningsstil.

Det lover ikke godt. Men:

Statistikken er bestemt ikke med Danmark. Spanierne har forårsaget pine og plager på den store klinge. Desuden blev de la Fuentes’ ”la Roja” europamestre i sommers med en forrygende offensiv og optimistisk tilgang. Det var en af de mest fortjente slutrundetriumfer, jeg kan mindes at have oplevet.

I det første NL-opgør i puljen mod Serbien ramte europamestrene ikke dagen og måtte nøjes med 0-0. Til gengæld fik Schweiz én på kukuret i Geneve med 4-1, på bl.a. to mål af Fabian Ruiz fra Paris Saint-Germain. Spanien har giga klasse. Men de har også en hel del skader. Europas vigtigste og måske dygtigste centrale midtbanespiller, Manchester Citys Rodri, er ude. Og det gælder også Ferran Torres, Dani Olmo, Dani Carvajal og keeperen Unai Simon.

Danskerne skal dog fortsat hamle op med kæmpetalenterne Yamal og Williams, føromtalte Ruiz og også anføreren Alvaro Morata, som jeg egentlig personligt aldrig har haft stor fidus til, men som altså har nettet 36 gange i 80 landskampe. Det er ikke ringe!

Vort landshold skal ruste sig imod den boldbesiddende og hurtige spillestil, og det kreative pasnings- og gennembrudsspil, der er blevet spansk landsholdsfodbolds vigtigste karakteristika igennem en årrække.

Jeg håber at de rød-hvide tager kampen op med tro på egne evner. Danmark skal ikke stå nede foran egen boks og forsvare ensidigt. Der er ingen grund til angstfodbold. Efter to opmuntrende sejre er selvtilliden forhåbentlig også til mere end det. Vi skal udfordre med hidsige kontraløb og sætte vores eget aftryk. Stanger vi ikke fra os med optimisme og offensiv vilje, så kan det nemt blive matadorens overlegne kamp med en for tam og flegmatisk tyr. Så får Danmark spanskrør.

Danskerne kan spille frit. Ja, bevares, jeg ved da godt at vi spiller om seedninger og ranglisteplaceringer, men der er for dælen ingen der forventer andet end en hjemmesejr i Murcia. Og et dansk nederlag er på ingen måde en katastrofe.

Desværre er nøgleforsvarerne Andreas Christensen og Joachim Andersen ude med skader. Og det gælder også Mikkel Damsgaard, der ellers har haft en fin sæsonstart i Brentford. Damsinho ligner næsten sig selv fra EM i 21, og det havde været interessant at se ham ved større styrke end meget længe set.

Selv med en del skader må man fortsat kigge langt efter Superligaspillere i landsholdstruppen. Der er ikke mange kompetente centerforsvarere til rådighed, og pilen kunne have peget på Jacob Rasmussen eller Mads Bech, eller måske AGF’s formstærke Frederik Tingager, men det blev i den sidste ende Asger Sørensen fra Sparta Prag, der blev tilgodeset.

Der ligger nok noget signalværdi i, at det IKKE blev rutinerede Mathias Zanka Jørgensen*. Jeg har ikke noget som helst imod Zanka, men mon ikke den konstituerede landstrænerduo bevidst har valgt ”kortklubben” fra? I så fald ligger det fint i tråd med at der blæser nye vinde på landsholdet. Det er kommet til udtryk i bl.a. anførervalget og en mere kvik og direkte boldomgang, som især efterårets åbenbaring, Albert Grønbæk, har været eksponent for. Omvendt har en spiller som Joakim Mæhle blot spillet 1 minut i Bundesligaen i hele denne sæson. Pas nu på med at udtage folk på navn og relationer. Det har vi fået mere end nok af under den forhenværende landstræner!

Omstruktureringen fra Kasper Hjulmands mere og mere kalkulerede defensive minimalisme har tilsyneladende gjort fodboldfolket godt. Og dertil mere end almindeligt kulret. Mange kalder på Lars Knudsen som den næste landstræner, nu hvor Morten Wieghorst ser ud til at være ude af billedet. Bookmakerne har ligefrem udråbt Knudsen til favorit for de spillelystne.

Lad det være sagt med det samme: Lars Knudsen (og Daniel Agger) har gjort et udmærket stykke vikararbejde. Og jeg har absolut intet imod Knudsen. Men det bør være totalt utænkeligt, at Danmarks mest urutinerede træner kan komme i seriøs betragtning. Det er det mest profilerede og det vigtigste job i dansk fodbold. Det kan DBU ikke lægge i hænderne på en mand der aldrig har trænet et seniorhold. Bevares, der er eksempler på formelt ukvalificerede folk, der har gjort en god figur og endda vist sig holdbare. Spaniens træner de la Fuente var et ret ubeskrevet blad før EM. Men man spiller ikke hasard med stillingen som landstræner for Danmark. Og der skal mere til end en baggrund med dødbolde og DBU-kurser. Meget mere.

DBU: Se at få ringet til Silkeborg!

* Artiklen er skrevet, før Mathias Zanka Jørgensen offentliggjorde sit stop på landsholdet.